Baggrunden for foredraget
 
Mit navn er Kasper Futtrup Pedersen, og da jeg var 18 år fik jeg diagnosen paranoid skizofreni, hvilken bl.a. brød ud fordi min bedste kammerat døde i et trafikuheld.
Jeg levede i et virkeligt mareridt og et følelsesmæssigt helvede, og var indlagt i et helt år på ungdomspsykiatisk afdeling i Risskov.
I mange år kom jeg ind og ud af psykosen, og levede i benægtelse af virkeligheden.
Til sidst lykkedes det mig at indse, at min verdensopfattelse var forvredet og smertefuld, og herefter begyndte den lange seje rejse der førte mig tilbage til virkeligheden og til et nyt og stærkere Jeg.




HENSIGTEN MED FOREDRAGET
 
Er at give alle et håb om at det er muligt at komme sig,


at det er muligt at finde en ny og mere holdbar mening med livet,


OG at blive behandlet som et mennekse, er en rettighed der tilkommer alle!


SAMT at nedbryde det tabu der omgærder psykisk sygdom i offentligheden.
 

Præsentation

Det er svært at acceptere, og at tro på at man ER skizofren, når:

1. Man får at vide at det er en kronisk sygdom og man altid skal have medicin (der kan have hjerneskade som langstidseffekt),

2. Ens logik er væk og det man tænker om verden definitivt er den ultimative sandhed, og:

3. Når man altid før sygdommen har fået at vide at man er forkert på den med den man føler og den man er.  

Dette bekæfter alt sammen yderligere opfattelsen af at man selvfølgelig har ret (som man plejer), og at alle er bare er imod en.  

Gennemgående temaer i foredraget

I mit foredrag er der nogle parametre der løber som en rød tråd igennem det hele.
En af dem er hvilke indre og ydre forhindringer der var i bedring, og hvad der hjalp mig videre.
Den væsentligste er MENINGSFULDHEDEN (eller mangel) på samme.
Denne beskrives gennem hele forløbet, og det synliggøres hvilken betydning denne har haft for udviklingen af sygdommen og verdensbilledet.
Det er min velovervejede påstand at meningsfuldhed er DET VÆSENTLIGSTE MENNESKELIGE BEHOV.
Jeg tror at mangel på meningsfuldhed er det der fremkaldte min psykose, som var et forsøg på at finde en ny mening og et nyt håb, og at det var en ny meningsfuldhed der fik mig tilbage på rette spor.  
 
Der ligger meget teori bag ved mine overvejselser, bl.a. Aaron Anonovski´s teori om oplevelse af sammenhæng.
 
De væstentligste hensigter:
- Jeg ønsker at bringe håb til alle om et bedre liv er muligt!
- Jeg ønsker at belyse hvordan det er at være psykotisk, for derigennem at vise at skizofrene er mennesker.
(Gennem foredraget tydeliggøres det hvor smertefuld livet har været - selv når man er meget langt nede kan det lade sig gøre at få det bedre!).
 

Forløb af foredraget:

Først beskrives det verdensbillede og den personlighed jeg havde
før sygdommen brød ud, og hvorfor det allerede dengang var et potentielt paranoidt  verdensbillede, selvom jeg her var logisk tænkende. Mangelen på mening under massiv mobning i folkeskolen - hvordan jeg for første gang fik et tilhørsforhold og identitet i gymnasiet, men stadig manglede et dybere livsindhold, hvorfor jeg flygtede fra virkeligheden med hash og andre euforiserende stoffer.
 
Herefter hvordan sygdommen brød ud, da min bedste kammerat blev trafikdræbt.
Psykoserne blev massive og de uhyggelige paranoide og storhedsvanvidsprægede vrangforestillinger fyldte tilværelsen i et helt års indlæggelse på ungdomspsykiatrisk afd. i Risskov. Personalet, de medindlagte og familie var mine fjender, afdelingen et fængsel, medicinen var et forsøg på at holde mig tavs og et middel til hjernevask, og mine tanker et helvede. Alt var imod mig, alt og alle i hele verden ville mig ondt. I VIRKELIGHEDEN var min egen hjerne min værste fjende.
 
Efter de endelig efter utallige præparater med frygtelige bivirkninger, fandt et middel der virkede, blev jeg udkskrevet. I denne periode tog jeg gymnasiet færdigt, og trodsede dermed prognoserne. Jeg var ikke psykotisk længere, men kunne ikke huske psykosen, og savnede mit gamle selv. Jeg troede derfor ikke altid på at jeg virkelig havde været syg. Derfor var medicinen skyldneren, og i perioder ophørte jeg med at tage det, og blev igen psykotisk.
Efter min far døde af lungekræft og jeg boede for mig selv blev jeg virkelig psykotisk, og det var det værste mareridt jeg overhovedet kan forestille mig. (Mere om dette i uddrag fra foredraget). Udmagret og dybt psykotisk blev jeg indlagt igen.
 
Her kom sygdomserkendelsen. På vej ud af psykosen kunne jeg pludselig huske nogle af de frygtelige oplevelser, og havde det godt nok til at kunne indse, at dette var et helvede uden sidestykke. Den slags ville jeg ALDRIG opleve igen, og dermed var der kun en mulighed tilbage: At være ærlig overfor mig selv, og erkende at min verdensopfattelse var syg. Der var andre faktorer også: 1. Jeg blev ikke modargumentet i min psykose af personalet, fordi jeg ikke fortalte dem om det. (Dermed var der ingen grund til at argumentere så indædt for sandhedsværdien, og dermed blev jeg ikke fastholdt i psykosen) 2. Der var en bedre meningsfuldhed i hverdagen på afdelingen, (bl.a. pga. valgmuligheder), hvorfor psykosen ikke var den eneste meningsgiver.
 
Med denne erkendelse begyndte recoveryprocessen.
Jeg skulle have en ny livsværdi, et nyt livssyn der også gav mening. Denne blev, at jeg ville have et så godt liv som overhovedet muligt, trods alle odds! Jeg VILLE have et godt liv, jeg fortjener det også.
Så begyndte den lange seje kamp tilbage mod et godt og et meningsfuldt liv.   
 
 
 

"Man skal leve i lyset af sig selv, ikke i skyggen af andre"

 
Dette er mit livsmotto, og jeg forsøger stadig at efterleve det.
 
mig selv
 
"Den bedste straf du kan give verden,
hvis den ikke kan lide dig,
er at være den du er!"
 
Dette var den indstilling jeg fik til verden bl.a. pga. mobning,
men det er en hård livsopfattelse at tro verden er imod en.
Det nye motto må være:
 
"Alle har ret til livet i kraft af deres blotte eksistens."
 
 
Kasper Futtrup Pedersen | CVR: 38163000  | kontakt@recoveryperspectiv.dk